søndag den 15. februar 2009

Velkommen om bord

Kære læser.

Jeg har nu oprettet endnu en blog. Hvor den første - kaldet Hulens Baglokaler - har til formål at være hjemsted for forskellige tekster, der er skrevet med det formål at blive nydt, tænkt over og kritiseret på, er denne blog snarere en dagbog. En blog, sådan som blogs i sin tid blev opfundet til at være. 
Jeg vil her forsøge, hvis der kommer en læserskare overhovedet, at skrive lidt et par gange om ugen. Om hvad der sker i mit liv, hvilke ting jeg undrer mig over, og hvad det næste skridt bliver. Senere hen så hvad det skridt resulterede i. 

Jeg er en dreng på 16 år. Min største drøm i tilværelsen er at udgive en bog, som jeg har skrevet. Jeg aner ikke, om jeg besidder evnerne og kompetencerne til en udgivelse, men i min verden, så er det også viljen og lysten, der er bærende for udførselen af værket. Hvis denne blog kommer op og stå, sådan som jeg håber det, så vil man her kunne læse om jagten på den bogudgivelse, og alle de ting, der hører med - såsom søgen efter oplysning, dannelse og evnerne. Jeg vil bestræbe mig på at skrive om ting, der er daglige med et lille glimt af underfundig ironi over livets til tider ulidelige urimelighed. 
Men det er også en blog, der er skrevet af en deltager i et kaotisk ungdomsspil, hvor aspekter som pubertet, seksualitet og personlig udvikling er i højsædet. Hvor der hver eneste dag udspiller sig et drama, eller i al fald optakten til et. Det vil også være at læse i denne blog.

Jeg vil være aldeles taknemmelig, hvis du ville lægge en kommentar til denne blog; sende mig en mail; eller skrive dig på listen over tilbagevendende læsere. 

Mange tanker,
Mathias H. Andersen